Buy the best web hosting reviews of 2012 and consider reading BlueHost Review and users testimonials.
Kategori: Om Efterskolen

 

DIN PRAKTISKE HVERDAG

Som efterskoleelev og bruger af skolen, vil du blive inddraget i nogle af de praktiske gøremål i skolens hverdag. Dels for at hjælpe til i skolens hverdag, men i høj grad også for at lære om de praktiske gøremål som en efterskole og arbejdsplads har.

Du har sammen med dine kammerater ansvaret for, at der er rent og pænt i elevhusene samt på fællesarealerne. I ca. 2 x 1 uge er man som elev, involveret i praktisk arbejde hele dagen.

Der vil typisk være tale om hjælpearbejde i køkkenet, rengøring-  eller pedel/staldarbejde. Sammen med de praktiske medarbejdere har man i denne periode et særligt ansvar for at skolens daglige rytmer fungerer.


 

Flere praktiske oplysninger omkring skolens hverdag.

 

Årskalender, aktiviteter og ferier

 

Elevbanken

Det er ikke klogt at ligge inde med for mange penge på værelserne. Derfor har vi en elevbank på kontoret. Her kan du indsætte eller hæve dine daglige lommepenge mv. Elevbanken er åben en gang om dagen på alle hverdage. (Penge kan også indsættes direkte i elevbanken.) Se i øvrigt her.

Der er selvfølgelig også mulighed for at benytte et af de lokale pengeinstitutter, der ligger ca. 1 km fra skolen. Vi har pt. Nordea og Jutlander bank (med pengeautomater) i Aalestrup.

Lommepengeforbruget kan variere meget fra elev til elev.  

Skolematerialer

Skolematerialer, småture og ekskursioner i forbindelse med undervisningen, er indregnet i skolepengene. Dog skal du selv holde dine skriveredskaber, lommeregner mv.  i orden. Eleven er forpligtet på at holde din skoletaske i orden. Du skal medbringe en bærbar pc.

Såfremt eleverne laver større ting til sig selv, for eksempel i forbindelse med valgfag eller liniefag, kan der blive tale om en ekstraudgift til materialer. Dette aftales dog på forhånd. 

Du får som elev på skolen et elevbillede med alle elever og medarbejdere på din årgang.

Ture/rejser

En obligatorisk fælles udlandstur (skirejse) af en uges varighed indgår i opholdet , og er medregnet i skolepengene, dog eksklusiv eventuelle ekstraordinære materialer samt lommepenge. Du får i den forbindelse brug for et pas?

For liniefagene vil der desuden blive arrangeret liniefagsture til ind- eller udland. Disse ture varierer fra år til år. Økonomi og eventuelle rejseudgifter - se mere under de enkelte liniefag.

Transport og hjemrejse

Der er busforbindelser til og fra efterskolen. Der er forbindelser til f.eks. både Viborg og Aalborg samt Hobro St. som er nærmeste DSB-station. (Skolen arrangerer i særlige tilfælde særtransport fra nærmeste busstationen søndag aften, hvor de ordinære forbindelser ikke kører pga. indskrænkninger i køreplanerne. Forhør nærmere på kontoret.)

Du kan altid få hjælp til køreplaner mv. af din kontaktlærer - er du i tvivl spørg endelig!

Se i øvrigt her (Rejseplanen).

Indkøb af sportstøj, sko, jagtredskaber, fiskegrej osv.

Vi har flere gode rabataftaler med forretninger og forhandlere når det gælder f.eks. fiskeredskaber, musikinstrumenter mv., våben og ammunition osv. Det er muligt for eleven at trække eventuelle indkøb fra indbetalt depositum - dog aldrig uden en forudgående aftale med forældrene.

Skolen og dine liniefagslærere er selvfølgelig altid behjælpelig med særlige råd og vejledning.

Weekends

Du vil i langt de fleste weekends kunne vælge, om du vil blive på skolen eller tage hjem. Du må påregne, at du i enkelte weekends skal være på skolen af hensyn til fællesarrangementer.

I weekenderne skal du deltage i fælles køkken- og rengøringsopgaver samt eventuelle arrangementer. Det er vagtlæren som suverænt fastlægger weekendplanen og eventuelle særlige aktiviteter. Deadline for tilmelding til weekend, skal ske senest onsdagen før (via vores Intranet SkolePlan).

Frihed

I forbindelse med frihed til tandlægebesøg, familiefester og lignende, skal vi have en besked fra hjemmet og gerne i god tid. Aftaler laves altid direkte med kontoret.

Skal man have fri fra enkelte timer, laves aftale med pågældende lærere.

Er man forhindret i at møde ind på skolen søndag aften efter en weekend - enten på grund af sygdom, særlige arrangementer eller andet - skal man kontakte skolen inden kl. 22.00! Så husk at ringe afbud! Er eleven ikke mødt op til aftalt tid, vil vagtlæreren forsøge at kontakte hjemmet efter kl. 23.00.

NB. ved afbud: Forældre kan melde afbud via e-mail til kontoret eller pr. telefon (9864 2525). NB. kontoret læser ikke e-mails i weekenden. Dvs. afbud til f.eks. søndag aften skal, hvis e-mails benyttes, være kontoret i hænde senest fredag kl.12.00!

Arrangementer - som du skal deltage i...

Et efterskoleophold består ikke kun af hverdage.

Såfremt skolen eller eleverne står som arrangør af et fællesarrangement - fødselsdagsfest, foredragsaften, forældredage, Efterskolernes Dag eller lignende, forlanger vi, at eleverne deltager. Kun meget vægtige grunde kan give anledning til fritagelse.

En del af disse arrangementer vil blive afholdt i weekends. Inden skolestart vil du få en arrangementskalender. Af den vil det fremgå, hvilke weekends du skal være på skolen.

Forældremøder

Vi vil fra skolens side gerne have en god kontakt til forældrene. Derfor afholder vi nogle forældremøder i løbet af skoleåret - bl.a. forældresamtaler, forældredag m.m. Tidspunkt for disse møder kommer i forbindelse med arrangementskalender og ferieplan.

Lektier - lektiehjælp

Du er selvfølgelig selv ansvarlig for at lektierne bliver lavet. Der vil altid hver dag, være mulighed for at få hjælp til lektierne i tidsrummet umiddelbart efter aftensmaden.

Vagtlæreren er også altid her ud over, behjælpelig med vejledning og hjælp.

Praktisk arbejde

I ca. 30 af skoleårets 41 uger organiseres det praktiske arbejde på skolen med hjælp fra eleverne.

I ca. 2 x 1 uge er man som elev involveret i praktisk arbejde, hele dagen.

Der vil typisk være tale om hjælp i køkken, rengøring  eller pedelarbejde. Sammen med de praktiske medarbejdere, har man i denne periode et særligt ansvar for at skolens daglige rytmer fungerer.

Elevhuse/værelser

Eleverne har sammen med medarbejderne ansvaret for, at rutinerne i husene fungerer. Dette gælder såvel de sociale som de praktiske forhold - herunder rengøring/oprydning på værelser og fællesområder.

Forsikring

Der vil være erstatningspligt efter regning. Det vil sige, at de skader, man forvolder, skal man selv betale!  

Skolen er ikke erstatningspligtig og ansvarlig overfor skader på eller tyveri af dine ejendele og udstyr.

Husk derfor at undersøge, om I derhjemme har tegnet en familieforsikring!

Cykel og knallert

Da vi tager på en del ture i forbindelse med opholdet her, skal en lovlig og brugbar cykel medbringes. Eleven er forpligtet på at holde sin cykel i orden skoleåret igennem! Husk cykelhjelm.

Medbringer I også en knallert (dog kun efter særlig aftale), skal den være lovlig - ellers bliver den sendt hjem. Knallerten må kun bruges ved transport til og fra skolen.

Cykelhjelm er påbudt ved "fælleskørsel" - fx. når man med liniefaget skal ud på tur. Vi råder i øvrigt til altid at benytte cykelhjelm.

Læge - sygdom - tandlæge

Er du syg, skal du meddele dette til vagtlæreren om morgenen i forbindelse med morgenmaden. Har du brug for lægehjælp meddeles dette samtidigt. Er du sengeliggende vil vi tilse dig i løbet af dagen. Der forefindes både lægehus og tandlægehus i Aalestrup. Vi har også speciallæger og psykolog i lokalområdet.

Tøjvask

Der vil være vaskemaskine og tørretumbler til rådighed, som du frit kan benytte (reserverer en vask eller to) i dagtimerne.

En vask koster pt. kr. 10,00. En tørretumling koster kr. 10,00.

Mærkning af tøj mv.

Du bør have dit tøj mv. mærket med navn, så du selv og andre kan se, hvem det tilhører.

Fodtøj

Vi ønsker ikke, at du går inde med træsko eller store støvler. Tag derfor også et par bløde sko med.

Musikanlæg - TV - computer

Du må gerne medbringe dit musikanlæg, computer, tablet og TV mv. - men det er en god ide at orientere dig med din kontaktlærer først, da det f.eks. af pladshensyn eller sociale hensyn, måske kan være en dårlig ide i perioder? Skolen har et hurtigt og stabilt trådløst Internet/netværk på hele skolens område, som du frit kan tilslutte og benytte (kræver Unilogin).

Musikanlæg, computere, TV osv. skal altid benyttes under hensyn til dine omgivelser!

Der forefindes TV i opholdstuerne i husene.

Vær opmærksom på, at skolen ikke er ansvarlig eller erstatningspligtig for eventuelle skader eller misbrug af dit medbragte udstyr. Sørg for at have din forsikring (familieforsikringen) i orden.

Fælles pc - udprintning?

Der opstillet en fælles PC i hall'en, hvor du som elev dagen og aftenen igennem, f.eks. kan hente og sende e-mails. Her kan du også altid printe ud.

Mobiltelefon?

Det er tilladt at have mobiltelefoner på skolen, blot man ikke benytter dem i undervisningen, ved fællessamlinger og lign.

Ordensregler

1. Der skal være nattero fra kl. 23.00 til 07.00. I dette tidsrum skal man opholde sig på sit eget værelse og lyset skal være slukket.

2. Rygning er fra 15. august 2012 ikke længere tilladt på skoler mv. og i offentlige bygninger jvf. ny lovgivning.

3. Der er mødepligt til timerne og fællesarrangementerne. Du bør være velforberedt og have orden i dine skolesager - så som penalhus og skoletaske mv.

4. Det er ikke tilladt at opbevare eller nyde spiritus på skolen eller på ture ud fra skolen. Reglen gælder også på rejser til og fra skolen. Ved særlige lejligheder kan skolen dispensere fra denne regel.

5. Enhver omgang med euforiserende stoffer er strengt forbudt.

6. Erstatningspligt efter regning.

Overtrædelse af disse regler kan medføre bortvisning!

Se i øvrigt her.

Afbrydelse af skoleopholdet

Ønske om afbrydelse af opholdet inden skoleårets afslutning skal ske skriftligt til skolens kontor. Der er et varsel på 4 uger! Vær opmærksom på, at støtten fra kommunen bortfalder, såfremt du vælger ikke at være på skolen i varselsperioden.

 



© 2017 Aalestrup Naturefterskole - Borgergade 41, 9620 Aalestrup. Tlf. 9864 2525.
Designed by ANEweb.
Al gengivelse af tekst, foto mv. kun mod angivelse af kilde. Forbehold for trykfejl.